Grundejerforeningen Hinderuplund
| Forside | Nyhedsbrev | Formelt | Beboer | Begivenheder | Fotoalbum | Udlån af redskaber |

Dengang, for 50 år siden…

- et tidsbillede af de første år i Hinderuplund

Af stud. mag Birgitte Lundby Madsen (Center for kulturstudier, Syddansk Universitet)

 

For 50 år siden, i foråret 1958, stod de nybyggede huse i Krengerupvænget klar til indflytning. Flere af de beboere, der flyttende ind som nogle af de første, bor stadig i Hinderuplund den dag i dag. Men hvordan fik de kendskab til Hinderuplund? Hvad var det bedste ved at flytte ind i de nybyggede huse? Og hvordan var livet og hverdagen i det hele taget i Hinderuplund dengang i slutningen af 1950erne og starten af 1960erne?

Det er nogle af de spørgsmål denne lille artikel vil forsøge at belyse via fortællinger, fortalt af nogle af de beboere, der har boet i Krengerupvænget siden begyndelsen.

Her er deres historie…

 

Den dag, Rita Andersen og hendes familie flyttede ind i Krengerupvænget 18, kunne hun ikke finde sin søn. Rita troede, at sønnen var gået forkert af hoveddøren, da husene i Krengerupvænget jo alle var ens og derfor mindede om hinanden. Men sønnen var skam ikke gået forkert. Han var derimod gået i seng. For han var så begejstret for at have fået sit eget værelse, at han var gået i seng af bare glæde. Det var nemlig en stor ting for sønnen at få sit helt eget værelse, husker Rita Andersen den dag i dag. Sammen med Grethe Jørgensen (Krengerupvænget 14) og Cæcilie Larsen (Krengerupvænget 36) har Rita Andersen boet i Hinderuplund siden 1958 og fælles for de tre er, at de stadig bor i de samme huse som de flyttende ind i, dengang i 1958.

Familien Andersen kom fra en lille 2 værelses lejlighed i Danmarksgade hvor der var toilet i gården. Derfor var det et stort ønske for familien at bosætte i Hinderuplund da der var mere plads. Ritas mand var ansat på Thriges fabrikker og gennem kollegaer hørte han om de nybyggede huse i Krengerupvænget. Rita Andersen fortæller, at familien var så opsat på at få et hus i Hinderuplund, at hendes mand rendte Madsen fra kommunens bygningskontor så meget dørene, at han til sidst i spøg udbrød: ”jeg må hellere give jer et hus, for så slipper jeg for jeres renderi”.  

Mere plads var også et ønske for Grethe Jørgensen og hendes familie, og det gik i opfyldelse, da de i 1958 flyttede ind i Krengerupvænget 14. ”Det var det som at flytte ind på et slot. Badeværelset var rent luksus og pigerne kunne få værelser, så vi var meget taknemmelige, for dengang var man ikke så forvente”, erindrer Grethe Jørgensen. Familien, der lige havde fået barn nr. 3, kom fra en lille 2 værelses lejlighed på Sdr. Boulevard med toilet i gården. Og der var langt ned når man skulle i kælderen efter koks til kakkelovnen, fortæller Grethe Jørgensen, som gennem en veninde tilfældigt hørte om det nye boligbyggeri i Krengerupvænget. Inden familien flyttede ind fik de besøg af en repræsentant fra kommunen som på det tidspunkt stod for udlejning af huse i Hinderuplund. Han ville ”se familien an” for at sikre sig at de ”passede ind” i Hinderuplund. Grethe Jørgensen tror, at formålet med besøget var at sikre et godt omdømme og da Grethes mand var laborant har hun en ide om, at der måske blev sorteret lidt i, hvilke personer kommunen ønskede at udleje husene til.  

For Cæcilie Larsen og hendes familie var det også lykken at komme til Hinderuplund, hvor børnene kunne få værelser og hvor der var fjernvarme. Allerhelst ville Cæcilies mand gerne have haft et endehus, som han mente ville holde bedre på varmen, men i stedet fik familien et midterhus. Familien kom fra en lille 2 værelses lejlighed i Alexandragade, hvor Cæcilies mand var ansat ved statsbanerne og via en kollega som kendte én, som igen kendte nogen, fik han kendskab til byggeriet i Krengerupvænget.

Samlet set, betød det meget for de tre familier, at de kunne fraflytte de små lejligheder i Odenses centrum til fordel for større boliger med rum til større armbevægelser og mulighed for, at børnene kunne vokse op i mere børnevenlige omgivelser. Men også det at få et nyt komfur og en ovn, og senere hen et køleskab med fryser, var lykken frem for et gammelt gasblus og gasovn, erindrer Grethe Jørgensen og siger: ”Det er næsten ikke til at beskrive”.

Cæcilie Larsens datter, Lis Søderberg, der i dag bor i Krengerupvænget 20, husker at der ikke var køleskab i huset, da familien flyttede ind i 1958. I stedet var der et flueskab. ”Der var dog et par enkelte familier som havde isskabe”, fortæller Lis Søderberg, som godt kan huske når isbilen kom til Hinderuplund med en stor klods is, som blev lagt i en spand, som så kom ind i isskabet. Da folk i starten af 1960erne begyndte at få køleskab blev mælkemanden en person som alle kendte og snakkede med, når han kom i sin hestevogn med den bestilte mælk, fortæller Lis Søderberg, som husker at rene mælkeflasker blev stillet udenfor hoveddøren med en lille lap papir i med det antal liter mælk man ønskede.

 

 

Hinderuplund lå jo langt ude på landet

Der er sket en del med omgivelserne i og omkring Hinderuplund i løbet af de sidste 50 år. Rita Andersen husker at der i begyndelsen hverken var plantet hæk omkring haverne eller anlagt fortove omkring husene i Krengerupvænget.

Den større og stigende trafik er blandet andet medvirkende til, at Grethe Jørgensen synes, at området har ændret sig. Men også det at der med tiden er bygget forskellige skoler, universitet, Rosengårdcenter og Bilka i nærheden bevirker at området omkring Hinderuplund ser anderledes ud i dag end for 50 år siden. Grethe Jørgensen erindrer også, at der i slutningen af 1950erne og starten af 1960erne var kornmarker for enden af Krengerupvænget og at der blev lavet en sti som førte ud til Hjallesevej, som beboerne brugte når de skulle ud til bussen. Det vil sige, at der langt fra var så meget bebyggelse i området omkring Hinderuplund, som der er i dag. Det nikker Grethe Jørgensen genkendende til, for hun syntes stedet lå langt ude på landet, da familien flyttede dertil og fortæller at der gik køer, der hvor Odense Teknikum er i dag.

 

Fjernsynets kommen – et samlingspunkt i Hinderuplund

Starten af 1960erne var kendetegnet ved et økonomisk opsving der gjorde sig gældende i alle samfundslag i det danske samfund, og der blev derfor råd til investere i forskellige forbrugsgoder.

I 1961 fik familien Andersen fjernsyn, da Ritas mand gerne ville mulighed for at se fodbold. Det var en stor ting at anskaffe sig tidens nyeste trend og familiens datter, som på det tidspunkt var i København, vidste intet om familiens nyanskaffelse. Så hun gjorde derfor store øjne da hun kom hjem. Selvom familien Andersen ikke var den første familie, der fik fjernsyn i Hinderuplund, så kom andre familie fra området, som endnu ikke havde fjernsyn, gerne forbi for at se med. Fjernsynet blev altså noget som kunne samle beboerne i Hinderuplund. Blandet andet samledes beboerne for at se tidens store underholdnings-hit, nemlig Melodi Gran Prix og diverse sports begivenheder, såsom OL. Grethe Jørgensen husker desuden at mange børn gerne samledes omkring deres tv for at se børneudsendelser.

Cæcilie Larsens datter, Lis Søderberg husker familiens første fjernsyn, som blev købt omkring 1960 efter lang tids sparen sammen. ”Det var et kæmpestort møbel med indbygget fjernsyn, radio og grammofon. Desuden var der låger på fjernsynet som kunne trækkes for. Det var en stor ting for familien at få fjernsyn”, fortæller hun.

 

Godt naboskab – både dengang og nu

Naboskabet var godt for 50 år siden. Men det er det også er i dag, påpeger Rita Andersen, og nævner som eksempel, hvordan hun for år tilbage blev passet af gode naboer mens hun lå syg med brækket lårben. ”For folk er gode til at hjælpe hinanden”, supplerer Rita Andersen. I slutningen af 1950erne og i 1960erne var det i øvrigt almindeligt, at folk i Hinderuplund tog sig af hinandens børn og passede dem, hvis der var behov for det.

”Kontakten mellem beboerne var nok lidt tættere før i tiden blandet andet fordi vaskemaskinen gik på omgang, men også på grund af børnene”, fortæller Grethe Jørgensen. ”Før i tiden gik damerne jo hjemme hvilket også har haft betydning for sammenholdet, og det på trods af, at man ikke overrendte hinanden. I dag er både kvinder og mænd jo på arbejde”, supplerer hun. Lis Søderberg tilføjer at kontakten er begyndt at komme igen, da der i dag atter summer af børneleg i kvarteret. Det skyldes at der i de seneste 10 år er flyttet en del nye og yngre familier ind i Hinderuplund.

 

Hverdag og børneleg

Minimumskravet for at få et hus i Hinderuplund var familier med to børn. Men der boede også familier med helt op til 7-9 børn. Det betød også at der boede rigtig mange børn i Hinderuplund i slutningen af 1950erne og i 1960erne, fortæller Lis Søderberg og påpeger, at beboerne i dag også siger, at der altid er nogle at lege med. Men dette kan ikke sammenlignes med hendes barndom, fastslår hun, eftersom børn i dag er i institution det meste dagen mens forældrene er på arbejde. I hendes barndom var der altid nogle at lege med når hun kom hjem fra skole, ligesom hendes mor var altid var hjemme, fordi hun var hjemmegående.

Men hvad legede de mange børn så med?

Om sommeren når det var høsttid, legede børnene gerne i halmen på markerne, hvor Odense Teknikum er i dag. Lis Søderberg husker hvordan hun og andre legekammerater samlede halmen og lavede små huler, som de så legede i. Og det på trods af, at de godt vidste, at det måtte de ikke for deres forældre.

Lis husker også, hvordan hun og veninderne som barn, ringede på hos nogle af småbørnsfamilierne i Hinderuplund, og spurgte om de ”måtte køre med den lille”. Så fik de udleveret en barnevogn og kørte rundt med barnet, selvom de egentlig ikke rigtig kendte hverken barnet eller dets forældre særligt godt.

Hvad lavede forældrene, mens børnene legede?

Fædrene passede deres arbejde mens mødrene var hjemmegående. Der var dog et par enkelte mødre der havde et rengøringsjob, en gang om ugen. Først i løbet af 60erne begyndte flere mødre i Hinderuplund at få arbejde som kassedame i Brugsen eller som fabriksarbejder. Det blev nemlig nødvendigt med to indtægter for at kunne få hverdagen til at hænge sammen. Lis Søderbergs mor fik eksempelvis et lille rengøringsjob om natten. Så når Lis stod op om morgenen gik hun over til en skolekammerat der også boede i Hinderuplund, for at de kunne følges til skole. Denne ordning gjorde at Lis Søderbergs mor kunne få sovet, så hun dermed var frisk når børnene kom hjem fra skole og kunne stå klar med frokost. På den måde mærkede Lis slet ikke at hendes mor arbejdede, for hun sov når hendes mor var på arbejde og var i skole når moren sov.

Ja, sådan var livet i Hinderuplund, dengang i slutningen af 1950erne og starten af 60erne. Et område, hvis fortællinger på mange områder, afspejler det danske samfunds udvikling gennem de sidste 50 år, men som alligevel er unik på sin helt egen måde.

 

Redigeret af Jeppe Bundsgaard
Kommentarer modtages gerne: stud. mag Birgitte Lundby Madsen (Center for kulturstudier, Syddansk Universitet)
Webmaster: Jeppe Bundsgaard
Publiceret: 29-04-2008
Denne sides adresse: www.hinderuplund.net/gf/top/Dengangfor50aarsiden.php
Udskrift |Site map
SmartSite Publisher